トップページデンマーク語目次>グリーンランド売却拒否で(デンマーク語)


オンラインストア
Amazon

Yahoo! ショッピング

楽天

ホテル予約
るるぶトラベル

JTB

トリップアドバイザー

Hotels.com

Trump aflyser dansk besøg efter afvisning af salg af Grønland

Trump kommer alligevel ikke til Danmark 2.-3. september, efter Mette Frederiksen har afvist at sælge Grønland. Kongehuset kalder det en overraskelse.
USA's præsident, Donald Trump, har valgt at udskyde sit besøg i Danmark, der var planlagt til at foregå fra 2. til 3. september.
Det sker på grund af statsminister Mette Frederiksens (S) klare afvisning af at diskutere et muligt salg af Grønland til USA.
Det skriver præsidenten i et opslag på Twitter natten til onsdag dansk tid.
- Danmark er et meget særligt land med en fantastisk befolkning, men på baggrund af statsminister Mette Frederiksens kommentarer om, at hun ikke har nogen interesse i at diskutere et køb af Grønland, vil jeg udsætte vores møde, der er planlagt til om to uger, til et andet tidspunkt, skriver Donald Trump.
Det Hvide Hus bekræfter, at præsident Donald Trump har aflyst sit planlagte besøg i Danmark 2.-3. september.
Den amerikanske præsident bekræftede søndag, at USA har en "strategisk interesse" i at købe Grønland - særligt på grund af øens beliggenhed i Arktis og forekomsten af naturressourcer.
Det fik statsminister Mette Frederiksen, der på det tidspunkt var på besøg i Grønland, til pure at afvise, at dette kunne diskuteres.
- Grønland er ikke til salg. Grønland er ikke dansk. Grønland er grønlandsk. Jeg håber vedholdende, at det ikke er noget, der er alvorligt ment, lød det fra statsministeren om den amerikanske interesse.
I et opfølgende opslag på Twitter natten til onsdag uddyber Trump, at Mette Frederiksen har "sparet en masse omkostninger og ulejlighed for både USA og Danmark ved at være så direkte".
- Det takker jeg hende for, og jeg ser frem til at finde en ny dato for et besøg i fremtiden, skriver præsidenten.
Statsminister Mette Frederiksen (S) er ærgerlig og overrasket over, at den amerikanske præsident har aflyst sit statsbesøg, siger hun ved en pressebriefing.

Trumps aflysning kommer også bag på kongehuset, siger kommunikationschef Lene Balleby:
Det var en overraskelse. Mere har vi ikke at sige om den sag
Er det nogensinde sket før?
- Det kan jeg ikke erindre, siger hun.
Selvom meldingen om, at USA og Donald Trump vil købe Grønland, blev modtaget med hovedrysten hos de fleste danskere, så skal det tages alvorligt.
For ikke blot har amerikanerne en base i Thule på Grønland, de har også ad flere omgange advaret stormagter mod at blande sig i grønlandske affærer.
- Hvis man spørger amerikanerne, så vil de sige, at de har en særlig hævd på Grønland, og at der er tale om en form for delt suverænitet, siger TV 2s korrespondent Svenning Dalgaard.
Amerikanerne har tidligere opkøbt andre landes jordbesiddelser, heriblandt de Vestindiske Øer, som de købte af Danmark. Men opkøbet af Grønland handler også om storpolitik, russerne og kinesernes stigende tilstedeværelse i Arktis og minedrift efter sjældne jordarter.
- Det er forretning og storpolitik, men det handler ikke kun om penge. Det handler også om ære. Hvis det lykkedes Trump at købe Grønland, så ville han i den grad skrive sig ind i historiebøgerne. Så Grønland betyder noget for ham, siger Svenning Dalgaard.

Ifølge TV 2s USA-analytiker, Mirco Reimer-Elster, så sender Trump-aflysningen det dansk-amerikanske forhold ud i en alvorlig krise, som vi ikke har forstået omfanget af endnu.
- Situationen kan virke urealistisk, men uanset hvordan man vender og drejer det, så er det et problem for enhver siddende dansk regering at komme så skævt ind i relationen med landets vigtigste allierede, siger han.
Selvom Mette Frederiksen ikke kunne have gjort meget andet end at melde ud, at et salg af Grønland ikke ville blive et emne under et besøg, så er der en vis alvor i det, der står mellem linjerne i præsident Trumps tweet.
- Han skriver, at Danmark ikke er et besøg værd, hvis ikke de skal tale om Grønland. Underforstået betyder det, at alle de vigtige bilaterale, sikkerhedspolitiske, handelspolitiske og klimapolitiske emner, man kunne have diskuteret under et sådant statsbesøg, ikke er flyveturen værd, siger Mirco Reimer-Elster.
Grønland har været en del af det danske rige siden begyndelsen af 1800-tallet. I 1979 fik Grønland hjemmestyre, og siden 2009 har øen haft øget selvstyre.